mandag den 29. april 2013

Superior Threads kursus 104

Sidste del af trådklubben er sendt ud i sidste par uger og nu er oversættelsen af kurset netop mailet til deltagerne på Superior threads University. Her får du hver måned en ny pakke med et lille kursus til en ny spændende tråd hver måned. Du kan se mere om trådklubben her.  Tilmelding kan ske løbende, du binder dig til tre måneder ved indmeldelse og derefter vælger du selv, om du vil fortsætte.

Kursus 104 indeholder to ruller tråd, MonoPoly og Charlotte's Fusible Web. De skal anvendes sammen til at sy applikationer på en ny og nemmere måde med et absolut fornemt resultat.

Udover to ruller tråd og et kursus får du som bonus i denne pakke også et mønster, du kan se en detalje her til højre.

Du er velkommen til at sende dine billeder til mig, så opretter jeg et album til fælles glæde og gavn for alle interesserede.

Du kan se mere til tråd fra Superior her. 

fredag den 26. april 2013

Quiltersjov 26. april

Fredag og så en helligdag, det giver da lige tid til lidt ekstra patchwork eller....

Jeg har fundet en vinder blandt jeres kommentarer og siger stort tillykke til:

LISBET

Send mig en mail, så får du et gavekort til BaliQuilt

Det allerbedste ved patchwork kan besvares meget kort: Det hele!
Sådan må konklusionen blive efter jeg have læst jeres bud, der er virkelighed enighed over hele linien. Det er ikke mange, som kan begrænse sig til en enkelt ting. Og jeg kunne således heller ikke. 

Ugens puslespil har billede af en af de mange quilts, der kan skæres dele til med Accuquilt skæremaskine. 


preview36 piece

Husk, du kan samle puslespillet, hvis du kan lide sådan noget. Ellers lad det være, det er kun for SJOV!

Jeg har fået lidt forespørgsler på kurser til efteråret og har en del ideer til kurser, jeg kunne have lyst til at tilbyde. Om ikke så længe afsløres programmet for næste sæson i den gruppe, jeg er medlem i. Det er altid spændende at se, om der skulle være noget, jeg bare må prøve.
Vi er nået til ugens quilterfilosofiske ?

Hvilket indhold ønsker du til et kursus, du bare MÅ deltage på?

Skriv din kommentar herunder senest næste fredag kl. 13.00 og du er med i ugens lodtrækning.

Tak fordi du læste med og rigtig god weekend.

torsdag den 25. april 2013

Månedens farve i maj

Med 64,4 % af stemmerne blev maj måneds farve PINK. Værsgo' at finde frem. Alle projekter i patchwork, som er syet af den, der lægger den på og er færdigsyet kan deltage. Et billede pr. deltager frem til og med 30. maj. 

Du kan se bidrag til denne måneds farve her. 


onsdag den 24. april 2013

Kaffebrik med kop OG spidser

Kaffebrikken er påbegyndt, jeg fik syet den inderste del i går aftes. Den er jeg ganske godt tilfreds med, det drillede lidt med nogen sømrum, det fik jeg løst efter et par forsøg. Når den bliver færdig, skal jeg nok vise, hvordan du undgår samme fejl.

Designet er ændret, jeg havde besluttet, at der skulle prairiepoints på, men der kom en anden blok i hjørnerne. Jeg synes, den fremhæver "pilene" og får samtidig mere lyst ind med den gule.

Nu skal der skæres til kanten, hjørneblokkene og de små prariepoints. Og den mangler også at få applikeret hanken på.



Version 3
Version 4




tirsdag den 23. april 2013

Kaffebrik med kop

Jeg havde en ide i mit hoved om en kaffebrik med en kop på. Meget originalt, jeg ved det.

Men nu er den tegnet i EQ, der er valgt stoffer og den skal sys. Det kunne blive denne måneds mønster.

EQ havde en blok med en kop, men jeg vil havde den på spidsen, det giver en god dynamik. Derfor måtte der tegnes lidt om. Derefter skal der stoffer på.

At lege med farverne er sjovt og dejlig nemt med EQ, du får et par smagsprøver på legen her. Så kan du jo fortælle mig, hvilken version du bedst kan lide!

Jeg tror, det vil gøre sig godt med prariepoints i kanten. Det er små trekanter, som er foldet og overlapper hinanden en smule. Det vil give den lidt spidser i kanten, jeg tror ikke, de skal hele vejen rundt. Bare et par steder.


Kommentarer i øvrigt er som altid hyggelige og meget velkommen.

fredag den 19. april 2013

Quiltersjov 19. april

Fredag igen, velkommen til den. Her er der i dag leget med design af søde "dig og mig"-dækkeservietter samt en quilt med applikerede blomster i sarte lilla farver. Spændende, hvordan det kommer til at se ud.

Jeg skal ellers lige love for, at der er gang i rigtig mange forskellige ting og mange på samme sted. Smiler. Sådan er vi vist flest, som gør. Bliver fristet til noget, selv om der er gang i noget andet. Men det gør ikke noget, når bare vi hygger os!

Ugens puslespil har denne gang en smuk quilt syet af Kim Diehl, som er amerikaner og har udgivet en del bøger. Hun anvender ofte applikationer og blomster og projekterne er ofte egnet til rester. Du kan se  bøger hos BaliQuilt ved at klikke her. Det er her, du får bøger til amerikansk pris plus dansk moms sendt til dansk portosats. Derudover har du mulighed for at få op til 30 % i rabat, vil du vide mere om det, så klik her.



Som altid bestemmer du selv, om du vil samle puslespillet, det er kun for SJOV!

preview35 piece

Det jeg aller bedst kan lide ved patchwork, er forandringen fra stofferne bliver købt, til de er skåret og lagt op, til de er syet sammen, når de er skåret rent og når projektet er quiltet og der er lukkekant på. Det var mange ting, men altså selve forvandlingen fra en bunke stof til en færdig quilt, er det, som jeg synes er aller bedst og mest fantastisk.

Vi er nået til ugens quilterfilosofiske spørgsmål, svar på det, alle svar er rigtige og du deltager herefter i lodtrækningen om et gavekort til BaliQuilt på 125 kr.

Hvad synes du aller bedst om ved patchwork?


Vinderen er fundet blandt jeres svar i sidste uge og jeg siger tillykke til Birthe Jensen. Du sender mig lige en mail, så kvitterer jeg med en kode til et gavekort.

Tak fordi du tog dig tid til at være med og rigtig god weekend.

tirsdag den 16. april 2013

April fq leg

Alle dele ligger nu klar i cellofanposen, hvor månedens fq pakke boede. Der er skåret efter målene fra eq vejledning. Dog er de sidste to dele skåret efter skabelonen. Det vil sige først en strimmel som angivet efter skærevejledning. Derefter lægges skabelonen på og så er det nemt led vinklerne. Skal der skæres mange, kan den evt lamineres eller skæres i skabelonplastic.

Delene er små, men jeg vil så gerne undgå stamps. Mens jeg skar, tænkte jeg, at der kunne også sys fire blokke til en pude. Det må tiden vise, der er skåret til tre blokke nu og der er mere stof. Men så kunne pakken måske række til bagside og lukkekant igen.

Nærmere følger. Nu er det tid til frokost.

Forårsblok i gang

Der er linet op til at arbejde videre på forårsblokken. Månedens sidste fatquarter pakke er i brug om lidt. Jeg har printet både skære vejledning,  skabeloner til stamps og skabeloner at skære efter.

Det hele sker sammen med Susanne og Birte ude i Susanne djlige drivhus. Super skønt.

Nærmere følger, når der er taget flere beslutninger i forhold til, hvad jeg mener, der er smartest at gøre. Måske har du en anden pg bedre løsning. Skriv endelig.

fredag den 12. april 2013

Quiltersjov 12. april

Hold da op, jeg vidste ikke, at der var så mange forskellige måder at fortælle, hvem der har syet quilten. Det er super skønt at blive så meget mere vidende på bare en uge, tak fordi I tog jer tid til at skrive.

Der skal findes en vinder blandt jeres svar, jeg har trukket nr. 9 idag. Det betyder, at jeg skal sige tillykke til : Anne Nyvang Christiansen. Du får et gavekort næste vi ses.

Ugens puslespil er en af de quilts, som kan skæres med Accuquilt.




preview

Lige nu leger jeg med blokken, som var på i går til en kaffeserviet eller måske en løber. Den er blevet lidt større siden i går, målene passer nemlig bedre, hvis den er 12 ". Men jeg skal nok skrive om det, når den er nået lidt længere. Ellers ligger fuglen jo og venter.
Vi er nået til ugens quilterfilosofi,

Hvilket projekt er du i gang med lige nu?

Skriv dit svar i en kommentar senest næste fredag kl. 13.00, så er du med i ugens lodtrækning om et gavekort til BaliQuilt.

Rigtig god weekend og husk, det er kun for sjov!

torsdag den 11. april 2013

En lille forårsblok

Der er så mange flotte blokke i EQ og nogen af dem består i virkeligheden af fire små blokke.

Jeg har fundet et par stykker, som jeg synes kunne blive til de fineste kaffeservietter.

Den ene er her og den er netop delt i fire små blokke. Det hjælper mig til at regne ud, hvordan den kunne skæres og sys. EQ har over 500 forskellige blokke og mange layout på quilts, dækkeserivetter, løbere og vægophæng. Men der står ikke, hvordan det skal sys.

Jeg prøver lige med en mulig måde at dele blokken her op på. Den kan nemt deles i fire små blokke, det kan du godt se, ikk?


Denne lille del består så af tre dele.

  1. En stor lys trekant ind mod midten
  2. En lille spids trekant bestående af en grøn og en lilla del.
  3. Og en "blomst" skabt af en en stor trekant, to mellem lyse trekanter, to små lyse trekanter, og fire paralellogrammer. 
Blokken er nu delt op, delene til 1 og 2 kan skæres ud og sys sammen uden problemer. Sidste del er lidt vanskeligere. Delene kan tegnes op efter en skabelon eller der kan skæres til den grønne trekant og sys en lilla strimmel på den. Derefter skæres den til. Sy de tre dele sammen, så er der fire små blokke. sy dem sammen to og to. Sy til sidst dem sammen og blokken er færdig. Kant på og der er en fin kaffeserviet eller sy flere blokke til en løber.....

Jeg vil lige kigge på, hvordan målene på delene bliver, når blokken måler 10" som nu. Kan du ikke vente, så kan du hente skabelon til delene ved at klikke her. 

Men skriv gerne en kommentar, kan du forstå min forklaring, synes om blokken, har du forslag til forbedringer, har du lyst til at jeg viser, hvordan den sys????

onsdag den 10. april 2013

Månedens udfordring med EQ

Hver måned er der en udfordring på siden Doyoueq, hvor der skal designes en quilt ud fra bestemte retningslinier. Denne måned skal quilten være med kun to farver. Og det KUN to, ingen anden farve til baggrund, nope. TO farver, sådan er det.

Der kan så yderligere indsendes en udgave, hvor der kan leges med mange farver, nemlig en scrap-quilt. Altså restequilt.

Kan man virkelig have en quilt med bare sølle to farver, hm jaaa, det kan lade sig gøre. Prøv selv!

Jeg vil gerne hjælpe til at flere kommer i gang med at bruge EQ og får sendt bidrag ind, så derfor holder jeg dig lidt i hånden her med en lille video. Her kan du se, hvordan du kan få begyndt designet.



Jeg følger op i løbet af måneden med flere tips til udfordringen, som selvfølgelig kan nyttige for dig, som måske bare skal lidt i gang. Du behøver altså ikke deltage i udfordringen, kig bare med. Skriv endelig en kommentar, hvad synes du om videoen og ideen med udfordringer, forslag til andre videoer osv.

søndag den 7. april 2013

Rød fugl

Fredag aften og hele lørdagen i selskab med skønne symus og en yderst kompetent underviser Karin Østergaard. Der blev syet fugle og blomster og kreativiteten var i højsædet. En lise for sjælen med tid til det, dejligt at skabe, at overveje farver, at sy og hygge.

Jeg valgte et sykit til "Rød fugl", det var nemt at gå til. Der skulle ikke planlægges så meget hjemmefra og projektet virkede overkommeligt ;) Samtidig ville jeg gerne undgå en ny ufo til samlingen. Får jeg flere af dem, er jeg bange for, at de henligger Internationalt UFO-center hos mig. Uha!

Det var sjovt at arbejde med teknikken, hvor små trekanter lægges på fuglen. Derefter dækkes med solvie og freestyles med flot tråd for at holde sofferne på plads. Solvien af og så skal bunden sys.

Teknikken gav mig et indspark til et projekt, der indtil nu kun har været et tankeprojekt. Jeg vil gerne sy en quilt med en kinesisk drage og jeg tror, at teknikken fra fuglen kan anvendes til drageskæl. Hvad siger du?

fredag den 5. april 2013

Quiltersjov 5. april

Endnu en uge er næsten gået, men hvor er det skønt at solen er kommet frem igen.

Jeg har igen nydt at læse jeres kommentarer om det sværeste indenfor patchwork. Der er bred enighed om at quiltning og begrænsning er svært. Tak fordi, I tog jer tid til at skrive.

Ugens vinder blev nr. 1, men da første kommentar ikke har efterladt noget navn, går ugens gavekort i stedet til Birgit Stensgaard. Stort tillykke til dig. Du sender mig en mail og jeg kvitterer med koden til et gavekort på 125 kr. til BaliQuilt.

Ugens puslespil er en quilt, som er syet af Merethe Søby og et af bidragene til månedens leg med farver. Den er utrolig smuk og jeg synes, du skulle have chancen for at se den, hvis du ikke allerede havde gjort det. Du kan se mere om Leg med farver, hvis du klikke på farvehjulet ude i højre side.



preview36 piece

Nå, nu til det alvorligere. Det andet med puslespillet er jo kun for sjov. Når jeg er færdig med et projekt, designer jeg en quiltelabel med mit navn og årstallet i EQ. Den printer jeg ud på "stof", klipper ud og syr på bagsiden af mit projekt. Jeps, vi er nået til ugens quilterfilosofi.

Hvordan viser du, at det er dig, som har syet et projekt?

Skriv dit svar i en kommentar herunder senest næste fredag kl. 12.00 og du er med i lodtrækningen om et gavekort på 125 kr. til BaliQuilt.

Rigtig og weekend og husk, det er kun for sjov.

torsdag den 4. april 2013

April - Leg med farver - GUL

April måned, en ny farve er fundet. Med 54 % af stemmerne blev det farven GUL. Så find frem og vind.

Vinder af marts måned blev Mette Hansen fra Bornholm. Tillykke til dig. Din gevinst er sendt.

Husk, projektet skal være syet af dig, det skal være færdigsyet og månedens farve skal TYDELIGT indgå. Sidste frist for indsendelse er den 29. april.

Du kan se månedens bidrag ved at klikke her.  eller som diasshow her under.