lørdag den 25. maj 2019

I Danmark har vi Himmelbjerget

Hvornår er du helt tilfreds?

Sådan fuldstændig og aldeles - du har lige syet et spændende patchwork projekt. Det har været både sjovt og udfordrende. Du hænger det på din designvæg og sidder glad og kigger på det.

Du tager det med og skal vise det i din sygruppe. Og hvad siger du så?

"Jeg har syet "Himmelbjerget på tværs", det har været så sjovt og spændende. Nu skal I høre, hvad der var sjovest og hvad I skal være opmærksomme på, hvis I skal sy det".

Eller......

"Jeg har syet "Himmelbjerget på tværs", men der er lige lidt der og der og der.

Og så: "Det har været så sjovt og spændende. Nu skal I høre, hvad der var sjovest og hvad I skal være opmærksomme på, hvis I skal sy det".

Uha, desværre hører jeg flest af de sidste. Det er sgisme en skam. Rigtig trist.

De skønne quinder, som kommer her hos mig i sycafeerne, har lært det. De bestiger Himmelbjerget og viser frem med glæde. Det har taget noget tid at få gennet "quiltepolitiet" ud. Men de kommer her ikke mere. Der er ikke noget at komme efter.

Fremvisningerne er fast hver gang. Og de skønne quiltinder har døbt det "Pralerunden".

Og du må godt prale.

Lige så meget du vil. For du har lagt et stort stykke arbejde i det. Ydet dit bedste. Og det er OK.

Vi lærer ved hver eneste projekt og rykker stille og roligt. Find noget frem af det første, du syede, så kan du se det.

Lidt ligesom før og efter billeder af vægttab. Vi glemmer bare, at det var svært engang med flyvende gæs, men nu kan vi og det går som en leg.

Nyd processen, resultatet og vis det med rank ryg og brystet frem.

Kan du have en skønherlig weekend og få nu syet lidt, selv om de lover sol.

Glade hilsner
Laila
BaliQuilt

PS Jeg er helt tilfreds med min Accuquilt reol lige nu. Der er nemlig ingen "huller". Så den får du lov at samle i ugens puslespil.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er altid fantastisk dejligt at læse kommentarer. Skriv endelig en til mig. Du er meget velkommen til at skrive din blog- eller hjemmesideadresse på.

Du behøver ikke være medlem på Blogger, men kan kommentere som gæst. Skriv dit navn i kommentaren i stedet. Der er et faneblad med vejledning til det øverst på bloggen.