mandag den 13. februar 2017

Varme hjerter - sy en nem gave til en, du holder af

Hvis du har fulgt mig bare lidt, så ved du, at jeg er stor fan af Jenny Doan fra Missouri Star Quilt Company. Hun har gjort det fantastisk godt indenfor vores verden med quilt og patchwork.

Jeg er vild med hendes lille video hver fredag, fordi hendes tilgang til patchwork er nem og enkel. Og alligevel får hun nogen flotte resultater. I fredags viste hun "Tender Hearts", en sød hjerteblok i anledning af Valentins Dag den 14. februar.

Den har jeg leget med og jeg kan få meget ud af den. Så du kan sy en nem gave til en, du holder af.

Jeg kalder den "Varme Hjerter" og har brugt den til dækkeservietter, pude og quilts. Den kunne også anvendes til grydelapper. Lad os komme i gang.


Selve blokken ser således ud. Den er syet af otte strimler på 2½", der er brugt otte forskellige røde og lyserøde stoffer. Så er der brugt to kvadrater på 5" og fire kvadrater på 2½" af bundstoffet, som her er hvidt.


Del strimlerne i to sæt af fire strimler.
Læg dem lys-mørk og sy de otte strimler sammen i to paneler med fire strimler i hver.
Husk når du syer strimler sammen at skifte retning, så du ikke syer alle strimler fra oven og ned. Der sker ikke meget på fire strimler, men syer du flere sammen til panel, vil de bue til sidst. Hvis du ikke skiftevis syer fra top og bund.

Læg de to paneler ret mod ret. Skær kanten rent.

Skær stykker, som er 5" brede. Du får otte sæt af de to paneler. Lad dem ligge sammen to og to, så du nemt kan sy videre på blokkene.

Nu skal toppen af hjertet sys. Hjertebuerne som ikke bliver buede her. Dem syer du ved at lægge to 2½" kvadrater i bundfarven øverst på hver del. Så syer du en søm diagonalt fra hjørne til hjørne af kvadratet. Først nede fra og op. Fortsæt så fra top og diagonalt ned med næste kvadrat. Det halve hjerte er nu færdig. Sy på samme måde anden halvdel af hjertet.

Læg lineal på den skrå søm og skær af med ca 1/4" sømrum. Pres bundstoffet og voila, der er hjertebuer på hjertet.


Læg nu et 5" kvadrat på nederst på hjertehalvdelen. Sy fra hjørne til hjørne diagonalt og skær rent. Gør det samme med anden halvdel af blok. Pres sømmen.


Nu har du to hjertehalvdele, som ligner disse. Og de syes sammen på midten. Har du presset sømmene hver sin vej, er det nemt at lægge dem oven på hinanden og sy.

Gør det samme med de sidste hjertedele, du har klar.

Jenny Doan syer en stor quilt, men det er ikke altid, vi har brug for et slumretæppe. Derfor har jeg valgt at sy dækkeserviet af mine blokke. Den ser sådan ud, når den er quiltet.


Jeg har skåret strimler i 2½" bredde og syet på øverst og nederst. Og afsluttet med en lukkekant. Og med otte blokke af de otte strimler, kan jeg altså sy fire dækkeservietter. Eller....


Du kan sy to puder af de otte blokke. Kanten er 1" bred i siderne og 2" øverst og nederst. Så passer det med en pude på 50 x 50 cm. Du kunne også sy.....

En løber eller dobbelt dækkeserviet. Eller du kan sy......

En børnequilt, som måler ca 90 x 108 cm. Her er dog brugt lidt mere stof, for der er stolper og ni blokke i det hele. Men du kan også sy....

En børnequilt af seks blokke, stolper og en kan øverst og nederst. Og så lige en sidste mulighed. ( nej, den sidste jeg viser, for der er sikkert tusinder af muligheder)

En børnequilt i andre farver. Det behøver jo ikke være rødt alt sammen, bare fordi det er hjerter.

Jeg har brugt ensfarvede Kona stoffer, men projektet er oplagt til rester. Skær bare strimler på 2½" af dine rester og sæt sammen til to paneler med fire strimler i hver.

Til otte blokke har jeg brugt:
Otte forskellige røde og lyserøde Kona stoffer - 2½" af hver, hvilket er godt 50 cm i alt
Hvid Kona til bundstof - ca. 40 cm

Vil du have et kit med samme farver, som jeg har brugt. Så kan du finde kittet her.

Vil du se Kona stoffer, så kan du se dem her.

Vil du se nærmere på Block Magazine fra Missouri Star Quilt Company, så klikker du her. 

Og vil du høre og se Jenny Doan, når hun syer quilten. Så kan du se hendes video her.

Jeg håber, du har fået lyst til at sy.  Og har du lyst til at dele med andre, så er det nemt. Kig på knapperne her under, så sender du nemt indlægget afsted til andre.

Rigtig god fornøjelse.

Glade hilsner
Laila
BaliQuilt

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Det er altid fantastisk dejligt at læse kommentarer. Skriv endelig en til mig. Du er meget velkommen til at skrive din blog- eller hjemmesideadresse på.

Du behøver ikke være medlem på Blogger, men kan kommentere som gæst. Skriv dit navn i kommentaren i stedet. Der er et faneblad med vejledning til det øverst på bloggen.