søndag den 26. maj 2013

Taske til tablet / Ipad

Taske til tablet / Ipad (færdigt mål 8 * 10½")

         

Denne taske er syet til en Samsung Galaxy Note, hvis det er ikke er den, du har, så skal du lige måle først. Mål højde og bredde på din tablet/Ipad og læg 1½ - 2” til. Mellemfoeret tager lidt plads og er den for lille, så tænder tabletten, når du presser den ned i tasken.

Yderpose
Skær 16 strimler i 1” bredde på den lange led af fatquarteren. Hvis det ikke kan lade sig gøre på grund af mønstret i stoffet, så regulerer du bare på kanten øverst senere. Jeg har skåret af tre forskellige fatquarters. Sy dem sammen to og to, sy igen sammen to og to, indtil du har syet alle strimlerne sammen til et stykke. Vær opmærksom på, at strimlerne kan komme til at bue, selvom du har syet dem korrekt sammen. Det undgår du ved at vende, så du syr oppe fra og ned første gang og nede og op anden gang.





Skær stykket rent, så det måler 8 1/2" * 16 1/2". Har du brugt rester, er det ikke sikkert, du kan skære efter disse mål. Så skærer du den længde, du kan få og regulerer på øverste kant, så yderpose og kant til sammen bliver 21½".



Skær en strimmel i 3" bredde (eller den bredde som du har målt dig frem til). Skær den over så du har to stykker på 3* 8 1/2". Sy disse på i hver sin ende af strimmelstykket, som udgør yderposen. Tjek før du skærer, hvordan målet skal være for at passe til din tablet eller Ipad

Skær to stykker ”Soft and Stable” på 8 1/2 * 11 1/4", sy dem sammen på den korte led. Det kan også et langt stykke, hvis du har til det. Kom spraylim på bagsiden af yderposen og lim den på mellemfoeret. Sy rundt i kanten knap et sømrum inde, det er for at sikre, yderposen ikke trækker sig sammen, når du quilter. Quilt derefter, husk at den ene del bliver bagsiden af tasken, hvis du quilter noget, som ikke kan vendes ”på hovedet”.



Skær dine applikationer ud og stryg dem på. sy dem fast med en knaphulssøm eller satinstitch (tæt zigzag) På billedet har jeg ikke quiltet yderposen, det var første udgave. Den skal selvfølgelig quiltes, inden du sætter applikation på og samler tasken.


Inderpose
Skær to stykker på 8 1/2 * 11 1/4" til inderpose. Sy yderposen ret mod ret og sy den sammen i siderne.

Klap
Skær et stykke ”Soft and Stable på 3 1/2 * 7 " til klap. Rund hjørnerne ved at skære om en tråd rulle Skær et stykke stof på 7 * 7 1/2". Fold det midten ret mod ret, læg mellemfoeret ovenpå og sy rundt i kanten. Klip kanten, så sømrummet bliver så lille som muligt. Vend klappen ud. Sy en stikning rundt i kanten lidt mere end en kvart inch inde. Quilt evt. klappen. Sy en lille strimmel velcro på indersiden af klappen ca.




Strop
Skær et lille stykke ”Soft and Stable” på 3/4" * 5" til en d-ring, så der kan sættes en lang rem på tasken. Skær en strimmel stof på 2 1/2" * 5" og fold det omkring mellemfoeret. Afslut med at bukke stoffet, så der ikke er rå kanter. sy en dekorativ søm, så folden holdes på plads. Skær over i to lige store dele og fold omkring en d-ring 16 mm. Denne del kan udelades, hvis du ikke vil have en skulderrem på tasken, så den kan bæres som en taske.



Sammensyning af taske
Vend inderposen med vrangsiden ud. Vend yderposen med retsiden ud. Kom yderposen ind i inderposen, de er nu ret mod ret. Læg klappen ind mellem de to lag, sæt den fast med nåle. Sæt en strop med en d-ring i hver side. Sæt dem fast med nåle. Sy alle dele sammen, lad et stykke på ca. 3" foran stå åbent (det er på forsiden, hvor der ikke sys klap på). Sæt nåle i og sy sammen. Vend det hele forsigtigt ud, stop inderposen ned i yderposen. Klip en lille smule af sømmen på mellemfoeret i åbningen, buk åbningen om og sy fast i hånden.

Skulderrem (kan udelades)
Skær en strimmel på 2½” og den længde, du vil have remmen. Min er 125 cm lang, nok lidt rigeligt, men find ud af., hvilken længde der passer dig. Skær et stykke ”Soft and Stable” 3/4” bredt og en inch kortere. Fold stoffet om mellemfoeret som til stroppen og sy en stikning for at holde det plads. Først og sidst er der ikke noget mellemfoer i, det skal folde om karabinhagen og sys fast bagefter.


  
Vær’go, tasken er klar til din tablet. Jeg håber, du får syet en rigtig flot taske. Send mig gerne billeder af den. De kan sendes til laila@baliquilt eller lægges på BaliQuilt Facebook.

Jeg vil også meget gerne have kommentarer til mønsteret, så jeg kan blive bedre til at beskrive, hvordan tingene skal gøres.

God fornøjelse,
Laila
BaliQuilt




2 kommentarer:

  1. Hej Laila
    Jeg havde kort set da du syede tasken at du havde lagt mønster her - men ikke rigtig set det før nu.
    Det er rigtig pænt. ...Jeg har jo sådan en tablet og er meget glad for den....men som du ved havde jeg en taske før jeg fik den :) ...men en at skifte med kunne man jo godt have.
    Jeg har bare brug for mere tid til at lave alt det sjove jeg gerne vil.
    Knus Ingrid

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for rosen, Ingrid. Tid er altid en udfordring ;)

      Slet

Det er altid fantastisk dejligt at læse kommentarer. Skriv endelig en til mig. Du er meget velkommen til at skrive din blog- eller hjemmesideadresse på.

Du behøver ikke være medlem på Blogger, men kan kommentere som gæst. Skriv dit navn i kommentaren i stedet. Der er et faneblad med vejledning til det øverst på bloggen.